Fredags koncert på torvet – Marie Frank – kl. 17-19

Marie Frank debuterede i 1999 med albummet ”Ancient Pleasures”, der tog både publikum og medier med storm. Den charmerende og karakteristiske sangerinde og sangskriver sang stærke sange som ”Symptom Of My Time”, “Save a little Love” og ”Heart Of Saturday Night” – og debutalbummet endte med at sælge mere end 40.000 eksemplarer.

Da musikåret ’99 blev gjort op ved Danish Music Awards, modtog Marie Frank priserne som Årets Danske Sangerinde og Årets Nye Danske Navn og for at have begået Årets Danske Popudgivelse.

Marie Frank er en umiskendelig stemme i international og dansk scenekunst. Hendes vokal udtrykker på en gang den uskyldige glæde og den modne indsigt, og man er ikke i tvivl når én af hendes altid iørefaldende melodier toner frem og inviterer indenfor.

På den aktuelle udgivelse gengiver hun rejseerfaringerne med den oprigtighed som kun den personlige oplevelse giver adgang til

 år er det 25 år siden at debuten Ancient Pleasures udkom. Den var begyndelsen på den store musikalske rejse Marie har inviteret sine lyttere med på i 25 år.

Og rejsen er netop grundtemaet på hendes seneste album Vel Undervejs der udkom sidst i oktober 2023 og som udgøres af ti personlige sange om det, der sker ved bevægelsen gennem livet. Hun besynger behovet for nærvær i en turbulent tilværelse, hvor de broer der forbinder os, er i fare for at falde sammen. Hun synger også om håbet i kuldslået kærlighed, om de opbyggende og nedbrydende mønstre der tegner sig, og om de uundgåelige stenslag man får undervejs. Selv siger hun: ”Som turnerende musiker er jeg ofte selv undervejs fra sted til sted, men sangene handler mere overordnet om rejsen for den enkelte. Om hele tiden at være på vej og forsøge at nyde turen og være til stede, også når ruten indeholder blindgyder, omveje og smalle og mørke stier man ikke har lyst til at balancere på”.

Dato

23 august 2024

Pris

Gratis

Hvor?

Torvet