Mandag-Torsdag 10.00 – 17.30, Fredag 10.00-18.00 & Lørdag 10.00-15.00

🚶‍♂️ Gå Med – Operafestival Special

🚶‍♂️ Gå Med – Operafestival Special

📅 Det praktiske

🗓️ Lørdag d. 29. august
🕘 OBS – Tid: Kl. 09.00
📍 Mødested: Africa Tours, Torvet i Herning
🚶‍♀️ Varighed: Ca. 60 minutter inkl. stop
🎶 Turen slutter på Tinghuspladsen ved Herning Opera Festivals morgensang kl. 10.00

En helt særlig udgave af Gå Med 

Denne lørdag inviterer Herning City og Herning Opera Festival til en helt særlig udgave af Gå Med, hvor byvandring, personlige fortællinger, fællesskab, opera og fællessang smelter sammen.

Dagens vært er Trine Jepsen, tidligere Citymanager i Herning og nyvalgt medlem af Folketinget, som tager os med på sin helt egen tur gennem Herning. Trine har gennem mange år haft et stærkt engagement i Herning og i kunst- og kulturlivet, og på turen viser hun os byen gennem nogle af de mange ”briller”, hun har båret gennem sit liv og arbejdsliv. Undervejs gør vi stop ved steder, som har en særlig betydning for hende, og hører historier, minder og perspektiver på Herning. Og fordi det er en Operafestival Special, bliver gåturen som noget helt særligt krydret med en musikalsk overraskelse undervejs! Hvad og hvor afslører vi ikke – det må du gå med for at opleve.

👣 Herning i bevægelse – med et drys opera

Gå Med handler om fællesskab, motion og inspiration. Hver gåtur er unik og formes af dagens vært, som deler sine egne perspektiver, historier og særlige steder i byen. Denne gang skruer vi lidt ekstra op for oplevelsen i anledning af Herning Opera Festival. Turen er for alle – uanset alder, baggrund eller om du kommer alene eller sammen med andre. Du behøver hverken være erfaren vandrer, operakender eller sangglad for at være med.

Her handler det ikke om tempo, præstation eller om at kunne ramme alle tonerne. Det handler om at mødes, bevæge sig, opleve byen, smage lidt på operaen og være en del af fællesskabet.

🎤 Dagens vært: Trine Jepsen

Denne lørdag er det Trine Jepsen, der guider os gennem Herning. Trine er tidligere citymanager i Herning og nyvalgt medlem af Folketinget. Hun har en alsidig baggrund inden for kultur, ledelse og erhvervsliv og har blandt andet været afdelingsleder på Dansk Talentakademi, iværksætter, citymanager i Herning samt administrerende direktør på Nørre Vosborg og i Schackenborg Fonden. Mange vil også kende Trine fra en helt anden del af kulturlivet, nemlig Dansk Melodi Grand Prix og popgruppen EyeQ. Fællesnævneren gennem de mange forskellige roller er et stort engagement i mennesker, kultur, fællesskab og den egn, hun kommer fra. Trine bor i Herning og brænder for byen, erhvervslivet og for kunstens og kulturens betydning. Derfor er hun en oplagt vært, når Gå Med møder Herning Opera Festival. Hvilken rute Trine har valgt, afslører vi ikke på forhånd. Men vi tør godt love nye perspektiver på Herning, masser af personlige fortællinger – og så en ganske særlig musikalsk overraskelse undervejs.

🎶 Fra Gå Med til Syng Med

Som noget helt særligt slutter denne Gå Med-tur ikke ved en butik men ved Herning Opera Festivals hyggelige og populære morgensang kl. 10.00 på Tinghuspladsen ved Herning Bibliotek. Her fortsætter Trine nemlig som vært for operafestivalens traditionsrige morgensang. Morgensang er blevet en fast og kær tradition under festivalen, hvor vi mødes om sangen og mærker fællesskabet i musikken. Trine har udvalgt fem fællessange, som betyder noget særligt for hende, og mellem sangene deler hun historier, minder og refleksioner om sine sangvalg.

Sopran Lykke Appelon synger for, og sammen med pianist Eunjin Ko Dey, sørger hun for, at vi alle kan være med. Undervejs får vi selvfølgelig også ægte opera, når morgenen krydres med én rigtig operaarie. Og bare rolig: Du behøver absolut ikke være den store sanger for at deltage. Her er plads til både dem, der synger højt, dem, der synger forsigtigt – og dem, der mest har lyst til at lytte med og nyde stemningen. Det bliver kort sagt den perfekte kombination af Gå Med og Syng Med – med Herning, fællesskab og opera som den røde tråd.

💛 Kom som du er – gå med og syng med!

Der er ingen tilmelding og ingen krav. Tag en ven, en nabo eller familien med – eller kom alene og mød nye mennesker.

Husk blot, at vi denne lørdag starter en halv time tidligere end normalt: kl. 09.00 foran Africa Tours på Torvet. Kom med til en anderledes start på weekenden med frisk luft, nye perspektiver på Herning, godt selskab, en musikalsk overraskelse og en skøn omgang fællessang med lidt operakrydderi på Tinghuspladsen.

Vi glæder os til at gå med – og synge med – dig! 🚶‍♀️🎶🚶‍♂️

.

DATO
29 august 2026
PRIS
Gratis
HVOR?
Africa Tours, Torvet